Gråbrystet Bjergfinke

De første unger hos Gråbrystet Bjergfinke

Latin: Phygilus plebejus


Af Rita Søltoft


Nedenstående lille beretning, som jeg har fundet frem fra skuffen, ligger en dele år tilbage i tiden og på daværende tidspunkt havde Gråbrystet Bjergfinke kun været i mit fuglehold et lille års tid og mit kendskab til den var begrænset.


Så artiklen følges op af en lille efterskrift om mine senere observationer af fuglene.


Det er en lille gråbrun fugl på ca. 12 cm. fra det nordvest-lige Sydamerika. 

Der er tydelig kønsforskel idet hannen er klar grå på hovedets sider og bryst og bugen er lys hvidgrå. 

Hunnen er gråbrun med mere eller mindre tydelige længdestriber på flanker og bryst, bugen er brunlig grå, på begge er oversiden varm brun med ret mørke længdestriber, hale og vingefjer mørkere brungrå, næb og ben mørk hornfarvet

Det startede med, at jeg i efteråret 1996 fik foræret 4 stk. af disse fugle, de skulle have et godt hjem sagde ejeren.

Det skulle være 2 par, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at være 3,1 idet den ene hun var en ikke helt udfarvet han.

Jeg forsøgte at holde alle 4 sammen, for at finde ud af, hvilken han hunnen havde sympati for, men det gik ikke, hannerne var alt for krigeriske indbyrdes, med konstant jagten indbyrdes, så de måtte skilles, inden de fik skadet hinanden.

Jeg forsøgte da med skiftevis at lade en af hannerne gå hos hunnen i en 4-5 uger hver, uden at blive meget klogere, fuglene var ret sky og ikke nemme at iagttage, de skjulte sig ved mindste forstyrrelse.

Jeg valgte så at lade et par blive ud af de fugle, der satte sig til at sove med den korteste afstand mellem sig.

En han fik ny ejer og en beholdt jeg som reserve.


Omkring 1maj flyttede bjergfinkeparret ud i deres sommervoliere, sammen med 1,1 trefarvet nonne og 1,1 mørkerød amarant.

Volieren er ca. 4 m2 2 m høj og beplantet med forskellige buske og i bunden jord med spredt græs.

Jeg oplevede aldrig nogen stridigheder mellem disse ret forskellige fugle og både nonner og amaranter levede et harmonisk familieliv med unger til følge.


Men det var om bjergfinkerne dette skulle handle og også disse forholdt sig for det meste fredelige overfor hinanden, dog sås mindre stridigheder om end ikke alvorlige.

Det var især hunnen der kunne være lidt skrap, kom hannen for tæt på ved foderet eller hendes foretrukne siddeplads, fik han en kraftig skræppende afvisning – udover dette, så de ikke ud til at interessere sig for hinanden.

Men hen på sommeren, i august måned, tiltager stridighederne tilsyneladende, og jeg var ret sikker på, at sympati og unger blev der ikke noget af, indtil jeg fik set lidt nærmere på ”skuespillet” og blev klar over, at det var en del af kurmageriet.

Hannen jagter hunnen en tur rundt i volieren med en høj skarp lidt hvæsende tone, lander på en gren et lille stykke fra hende indtager imponerestilling, hvor han retter sig op med næsten strakte ben, hoved og åbent næb skråt opad, spredte sitrende vinger, oprette spredte halefjer - han gør sig så stor som mulig, medens han ”stepper” frem og tilbage på grenen, og når han er helt tæt på hunnen, ligesom bukker han for hende. 

Hunnen forholder sig mere rolig, iagttagende under dette ”skuespil” hopper måske lidt fra gren til gren, men lader sig ikke kujonerer, bliver han for voldsom, bliver han sat på plads med en hvæsen.

Ovenstående tiltog til flere/mange gange om dagen og hannen begyndte nu også at synge – en kort række klare, lidt ensformige triller, der blev gentaget med kortere og længere intervaller – vist egentlig en ganske køn lille sang ( det kan jo være svært at konkurrerer med de små ædelsangere, jeg ellers er forvænt med)

Denne sang tiltog i omfang og blev altid foredraget fra en gren højt oppe og ofte helt fremme i volieren.

Da jeg var blevet klar over, at fuglenes adfærd havde noget med yngleadfærd at gøre, holdt jeg ivrigt øje med, om de små åbne kurvereder, hvor jeg forventede at fuglene ville bygge, havde nogen interesse, men der blev ikke hverken slæbt redermateriale eller bygget.


Omkring midten af oktober begynder indflytningen af fuglene til deres vinterkvarter, først de lidt sarte og dem der skulle på udstilling.

Og en eftermiddag kom turen til volieren med bjergfinkerne, da de Mørkerøde Amaranter og deres unger skulle med på udstillingen.

Under indfangningen tjekkede jeg, som sædvanlig, lige rederne og til min undren fandt jeg 2 små, sirlige åbne reder, begge bygget inde i en stor lukket kurverede, i den ene 3 og i den anden 4 ret mørke æg.

Reden med de 4 æg var bygget i den rede, hvor de Mørkerøde Amaranter tidligere på sommeren havde opmadet 4 unger.

Disse 4 æg var varme og blev tydeligvis ruget, reden med de 3 æg virkede derimod støvet og forladt.

Begge reder var anbragt ret lavt i ca. 75 cm. højde og godt skjult bag nogle buske, til begge reder var brugt lidt kokostrevler, groft og fint græs, sisal og grove dyrerhår.

Der var ingen tvivl om, at det var bjergfinkernes reder, idet både nonner og amaranter lægger helt hvide æg.

Jeg fik i en fart lukket bjergfinkerne ud igen og forsvandt skyndsomt ud af volieren med nonnerne og amaranterne, overbevist om, at bjergfinkerne efter den behandling ikke skulle have ruget mere.

Men efter 10–15 min. var hunnen væk og da jeg nu vidste, hvor reden var, kunne jeg hurtigt konstaterer, at hun var i reden med de 4 æg.

Under rugningen hørtes hannens sang mange gange dagligt, ja, det fortsatte han faktisk med, til ungerne gik af reden.

Efter endnu 10 dage var der unger, 4 små mørkdunede unger, der når de ligger tæt sammen ligner en lille grå ”dunbold”, og disse mørke dun lå næsten som en lille foring i reden, da ungerne forlod den.

Medens ungerne var helt små, lå hunnen meget fast på reden, men 

allerede efter en uge begyndte hun at forlade den temmelig længe ad gangen, hvilket bekymrede mig noget, da vi var sidst i oktober og vejet var temmelig køligt.

I løbet af den første uge døde 1 unge, men de øvrige klarede sig fint.

Der blev taget meget levende foder, universal/opmadningsfoder, spiret frø og en ukrudtsblanding 

Ungerne er stilfærdige i reden og jeg skulle ret tæt på volieren for at høre dem – de voksede utrolig hurtigt, efter en uge havde de øjne og begyndende fjer og allerede efter 14 dage forlod de reden.

Det var 3 ret veludviklede unger, de var næsten lige så store som forældrene og lignede hunnen, men mere stumphalede.

De var gode til at gemme sig i det tætte buskads og svære at få øje på, og sjovt nok så jeg dem flere gange gemme sig i de lukkede kurvereder, der stadig hang i volieren.

Hvor længe de blev madet ved jeg ikke, da de forholdt sig rolige, når jeg var i nærheden, men allerede efter en uge så jeg dem ved foderet sammen med forældrene.

Både forældre og unger klarede fint det kølige efterårsvejr, men midt i november blev de taget ind for vinteren.

Hele familien forblev samlet, men efter et par måneder blev den ene unge pillet på siden af brystet, jeg fandt aldrig synderen, men mistænkte nok moderen, så ungerne blev taget fra.

Disse tre unger er meget rolige, nysgerrige og tillidsfulde i forhold til forældrene og jeg kan komme ret tæt på, uden at de forsøger at flygte. 

Så jeg glæder mig til at følge dem de følgende år og få mere at vide om deres liv og adfærd.


Og her følger så lidt om, hvad jeg senere år har set og oplevet med Gråbrystet Bjergfinke, hvor forskellige par regelmæssigt har ynglet.


Parret kan i yngletiden jagte hinanden ret energisk, det er oftest hannen der tager initiativ til dette, men også hunnen kan gøre udfald efter hannen, men det er så uden nogen imponereadfærd, men blot med en hvæsende skræppen, der bruges til at stoppe hannen, hvis han bliver for fremfusende.

jeg har lagt mærke til, at hvis hunnen lader sig kujonerer og flygter/gemmer sig, i stedet for at sætte hannen på plads, bliver det sjældent til rederbygning og unger.

Udenfor yngletiden er de rolige/fredelige mod hinanden, de kan godt følges rundt i volieren, men der er altid afstand mellem dem, og de ses aldrig med kropskontakt. Dette ses kun hos nyudfløjne unger den første uges tid de er af reden.

De opholder sig oftest i halvhøjt buskads, eller øverst i volieren, kun sjældent på jorden, og når det sker, er det omkring badeskålen, hvor de bader et par gange om dagen, men ikke sjældent foretrækker de drikkevandet på foderbrættet i ca. 1, 50 m højde, selvom de her næsten kun har mulighed for et fodbad. 

Kurmageriet foregår øverst i volieren, nok fordi her er mest plads til dette.


Det er fortrinsvis hunnen der bygger, men det er ikke meget, jeg har set til dette, da rederne anbringes ret skjult, jeg har dog set nogle af hannerne med lidt symbolsk redermateriale i næbbet, som enkelte strå, en stor hvid fjer o. lign. ligesom hannen kortvarigt kan lægge sig i det udvalgte redested/rede for ligesom at markere, at det er her det foregår. 

Der lægges oftest 3- 4 æg, nogle gange 5. Æggene er blågrønne med mange uregelmæssige brune pletter, tættest i den butte ende de er ca. 17x12 mm. Et ret stort æg for så lille en fugl.

Det største kuld der er gået af reden hos mine fugle er 4 unger, men for det meste 3.


De har meget ofte valgt at bygge i omtalte store ballonreder, men har også nogle gange bygget frit, en lille sirlig rede, der anbringes godt skjult i en grenkløft eller kilet ind mod væggen bag nogle grene, gerne under noget tæt, lidt overhængende grenværk.

Det er ret små reder, hvor der ved store kuld, dårligt er plads til ungerne de sidste dage, før de forlader den.

Byggematerialet er kokostrevler, fine rodtrevler, græs og foret med lidt dyrehår og mos og de bygges oftest i en højde fra 1 til 1,50 m. 

At de så ofte har valgt en lukket kurverede skyldes nok, at de i naturen bygger ret skjult i vegetationen, så grene og blade danner både loft og sider for reden og i mine voliere kunne disse behov åbenbart bedst opfyldes ved, at vælge en stor lukket ballonrede.


Rugetiden ligger på små 14 dage, kun hunnen ruger og er ligger meget fast, man kan bevæge sig omkring tæt på reden og skal næsten røre den, før hun går af.

Hun forlader kun reden for at opsøger foderet kortvarigt flere gange om dagen, det er utroligt, at hun kan nå at blive mæt på den korte tid.

Hannen kan godt finde på at forsøge at genne hende på reden under disse fourageringsturer. 

Jeg har flere gange set hannen opsøge hunnen på redekanten, men kun kortvarigt og især i skumringen.

De spæde unger er ret mørke og dunede, med mørke næb, hvidgule næbvige og orangegule gab.

De bliver varmet af hunnen den første uge, nogle gange lidt længere om natten, men selvom det er langt hen på efteråret og køligt, klarer de dette uden problemer.

Medens ungerne er helt spæde, mener jeg kun hunnen mader, senere deltager også hannen. 

Ungerne er ret stilfærdige og man skal tæt på volieren/reden for at høre dem, de udvikler sig utrolig hurtig efter 1 uge har de øjne og ret udviklede fjer og tiden i reden er kun 2 uger.

Efter at ungerne har forladt reden bliver de mere højrøstede og de forfølger ihærdigt forældrene og tigger føde i ca. 2 uger, selvom de allerede efter en uge begynder at spise selv, men nærmer man sig, skjuler de sig hurtigt og det er de rigtig gode til. 

Ungernes farver ligner hunnens, men stribetegningen er mere grov og klar mod bundfarven, især på brystet og den strækker sig længere ned under bugen, idet hele har de et mere brunligt skær over sig, de er lidt mindre og stumphalede.

De trives bedst i en lidt rummelig voliere, hvor der er plads til hannens lidt voldsomme kurmageri og under dette plads til, at de halvstore unger kan komme lidt af vejen.

Hvis hunnen ruger igen, er det hannen der tager sig af ungerne til de er selvstændige, hvis ikke, mader begge forældre.

Det er oftest uden problemer, at lade de store unger blive sammen med forældrene under efterfølgende kuld. 

Jeg har da en enkelt gang måttet fjerne en ret så aggressiv han, der næsten gik efter alt, hvad der bevægede sig, også sine egne nyudfløjne unger, og her klarede hunnen så resten af opdrættet alene.

Men også hos par, hvor kurmageriet er lidt mere diskret, kan der komme unger.


Det er ellers ret fredelige små fugle, der ikke generer volierens andre beboere – altså bortset fra at blive ”vippet af pinden” når hannen kommer susende efter hunnen.

Men flere par sammen går ikke, hannerne vil bekriger hinanden indædt, også hunnerne er stridbare mod hinanden.

Men en flok unger kan trives fint sammen temmelig længe, selvom der er begge køn i flokken og der er begge køn i flokken, men har man først skilt dem ad, så skal man ikke prøve at sætte dem sammen igen, det giver masser af ballade.

De er temmelig længe om at udfarve, mindst 1 år – jeg hører tit, at der næsten ingen hanner findes, men en del hunner vil nok blive til hanner, med lidt tålmodighed.

En af mine unger fra sommeren 1999, udfarvede først til en han i sommeren 2001, selvom jeg nok på dens adfærd havde mistanke om, at det var en han, det var en stor, kraftig fugl, fuldstændig sund og rask, så det var ikke på grund af sygdom, at den udfarvede så langsomt.

De kan for øvrigt godt yngle, inden de er udfarvede, jeg havde en lille flok på 5 fugle, ca.10 måneder gamle, gående sammen i en volier udenfor, alle i ungfugledragt, men pludselig var der 6, hvor den ene tiggede og blev madet.

I denne flok havde der ikke været de store stridigheder, selvom jeg da havde kørt lidt” skræppen” ind imellem og jeg fandt da også en lille brugt rede, godt skjult og med et ubefrugtet æg. 


Foderet består af en tropeblanding, ukrudtsblanding, siskenblanding.

Spiret frø, forskelligt frugt og grønt, de spiser næsten alt og et bundt grene med friske knopper er også meget værdsat.

Dertil en universal/opmadningsfoder, samt en mineralblanding, dem blander jeg selv.

Af levende får de små melorme, microorme og myrepupper og en del bananfluer.

De tager hele året ret meget universalfoder og levende foder, af en frøæder at være og ikke mindst når de har unger.

Det er små, hurtige, adrætte fugle, der kan snupper insekter i luften, ligesom jeg ofte har set dem pille bladlus. 

De er glade for småt, blødt ukrudtsfrø, som sluges helt og i deres søgen efter dette, er de i stand til at lave et rædsomt rod i foder- skålene og der spredes en del frø.



Og så en smule om Gråbrystet Bjergfinke i naturen


De lever i Andesbjergerne i Sydamerika i Peru og Ecuador 2500-4500 over havet og er ret almindelige og talrige her. 

Her findes de i fugtige kølige områder med højt græs, spredt kratagtige bevoksninger og lave buske.

De opholder sig oftest ret lavt over jorden og findes udenfor yngletiden ofte i store flokke. 


Gråbrystet Bjergfinke er en pudsig lille fugl og jeg er da ret sikker på, at det ikke er lykkedes mig at få alt med om dens adfærd og familieliv - selvom denne ”lille” beretning ikke blev så lille endda.

Kommende arrangementer

Billede

Haslev Fuglevenner

Tirsdag 7. november.

Præmieaften med spisning og bankospil.

Tilmelding til
Formand Henri Hansen
senest fredag d. 3. nov.





Vinder af udstillingens bedste nummer 2017 - Blåhovedet Pionus

Besøgstæller

Besøg siden den: 14-02-2015
Total: 073391
Dagligt: 74

1 online