Citronbrystet Sisken

Citronbrystet Sisken

Latin: Serinus Citrinipectus


Af Rita Søltoft



Da jeg for et par år siden stiftede bekendtskab med Citronbrystet Sisken, var den ret ny her i landet, om den har været her tidligere, ved jeg ikke, men det har ikke givet anledning til noget skriftligt, jeg har i hvert fald ikke kunnet finde noget på dansk.



Jeg har vist altid haft en lille svaghed for siskener og da jeg så dem, var jeg ikke i tvivl, de var lige noget for mig, så to par blev taget med hjem. Det er en køn lille sisken fra det østlige Sydafrika i ret dæmpede farver i brunt, gråt, hvidt og gult og i sit eget helt specielle farvemønster, der gør den let genkendelig. Der er tydelig forskel på han og hun, hunnen er mere brunlig og har intet, eller næsten intet gult på brystet, ligesom ansigtsmønstret er mere svag/ udvisket. 


De blev anbragt i vinterhaven i et stort kassebur med målene l. 100 h. 80 og b 60 cm. for akklimatisering og karantæne og så havde jeg jo også mulighed for at se lidt på dem og lade dem selv danne par. Det var allerede midt på sommeren, så jeg regnede ikke med, at de nåede at komme udenfor før næste sommer og i øvrigt ikke ville foretage sig andet, end at lære forholdene at kende. Men fuglene ville det anderledes og inden efteråret havde begge par unger og har ynglet regelmæssigt siden. 


Så det følgende vil være oplevelser og iagttagelser af fuglene og opdræt gennem de sidste to år. Efter få dage sammen i kasseburet begyndte de to par at blive ret så krigeriske mod hinanden, især hannerne, men hunnerne holdt sig ikke tilbage for at uddele hak og hvæs. De går især efter hovedet - øjne, ører og næb og jeg tror ikke, de stopper før den ene er død. Så mine to par måtte i hast skilles ad, men jeg havde da nået, at få et indtryk af, hvem der holdt sammen. 


Søskende og fugle der er sat sammen som helt unge, kan gå sammen temmelig længe efter udfarvningen, men når de kommer i ynglestemning, er freden forbi, de er temmelig territoriekrævende, deres egne og nært beslægtede arter tåles ikke. Hvorimod andre ikke beslægtede fugle tolereres uden problemer, dog ikke lige omkring reden, her vil de blive afvist, men ikke jagtet eller skadet - og her har jeg erfaring med cubafinker, nonner, amaranter, astrilder og kapucinersisken. Har man to par i voliere ved siden af hinanden, kriges hannerne gennem nettet, de kan hænge på hver sin side af nettet, hvæse og plukke brystfjer af hinanden. Et lille eks. - To hanner kunne se hinanden gennem en sprække ved døren og de holdt begge vagt ved denne sprække, når de havde et ledigt øjeblik. Tæt ved denne sprække var der et kun ca. 1 cm. tyndt søm i væggen, som jeg havde glemt at få fjernet og den ene han havde valgt denne ret ubekvemme post, at holde vagt fra. Men jeg må dog indrømme, at ikke alle er lige krigeriske, der findes også mere fredelige eksemplarer. 


Et par der sympatiserer, ses ofte i nærheden af hinanden, følges rundt til deres forskellige gøremål, sover i samme hjørne, eller på samme gren, men aldrig med kropskontakt, bortset fra lidt næbhakkeri i ny og næ og så har de en pudsig måde ligesom at "klappe" med næbbet ad hinanden, det er oftest hunnerne, jeg har set gøre dette. Faktisk opfører parret sig meget harmonisk overfor hinanden, bortset fra lige i begyndelsen af yngletiden og ved starten af et nyt kuld, hvor hannen får tid at jagte hunnen mellem redebygningen, sangdysterne med rivalerne, madningen af de halvstore unger osv. Men det var nu mit indtryk, at det her er hunnen, der bestemmer, hvor meget hun gider jages med. 


Efter at parrene var skilt ad og ikke mere skulle bekrige hinanden, begyndte de at dyste på sang og jeg opdagede, at de var rigtig gode sangere, helt på højde med ædelsanger og Reichinow Sisken, ligesom sangen også ligner sidstnævntes en del. Faktisk mener jeg, at hannen både har en territoriesang og en bejlersang, men jeg er ikke musikalsk nok, til at kunne forklare, hvori forskellen består. Territoriesangen kan bruges hele året, ofte tidlig morgen og aften, men også i løbet af dagen, især i yngletiden og han sidder her højt oppe og ud mod forsiden af bur eller voliere. Bejlersangen bruges overfor hunnen og kan beskrives lidt sådan, han nærmer sig hunnen syngende, med let sænkede vinger, en lidt opret stilling og nogle gange ligesom "steppende" sidelæns på grenen. Ovenstående har jeg dog kun set et par enkelte gange og altid i begyndelsen af ynglesæsonen, imellem kuldene tror jeg ikke, han er helt så galant. Hunnen har også en lille trille, uden at jeg dog vil kalde det sang, men ellers er fuglene ret stilfærdige med små dæmpede kontaktlyde og et lidt højere advarselskald, som jeg faktisk kun har hørt, når der er nyudfløjne unger. 


Fuglene virkede forbavsende rolige og tillidsfulde, i betragtning af, at de var nyimporterede, jeg kunne faktisk gå tæt omkring burene uden at de blev urolige. 


Efter et par uger begyndte hannen nu at made sin hun, der ofte sitrede svagt med vingerne under dette og hun begyndte nu at samle visne blade og andet forhåndenværende i næbbet og flyve rundt med det. De havde ikke fået nogen form for redemuligheder eller redemateriale ind, da jeg overhovedet ikke havde forventet noget yngleforsøg så hurtigt. Men hvad! - Lad dem så prøve da, og de fik nogle egnede grenduske, små kanariereder og forskelligt redemateriale ind. Og i en dusk grene, helt oppe i det ene hjørne og ind mod væggen var der, i løbet af nogle dage, bygget en lille åben rede af stift græs, lidt sisal, mos og en masse dyrehår. Og det var her, de første to unger af Citronbrystet sisken kom til verden. 


Hos dette par var det overvejende hunnen der byggede, men hos andre par, har begge fugle været lige ivrige og en rede kan bygges på få dage. Hos et par så jeg følgende, et par små kanariereder blev sat, hannen sig efter kort tid den ene, lægger sig i den og kommer med en lidt dæmpet kort trille, hunnen sidder i nærheden og lader ikke særlig interesseret, dette gentager sig nogle gange, hvorefter hunnen henter det første redemateriale og herefter bygger begge ivrigt hele dagen. Hannen var nogle gange så glad for reden, at han havde svært ved at få lettet gumpen og lade hunnen komme til, når hun kom med ny forsyning af redemateriale. Hannen kan vedblive at komme med lidt redemateriale under rugningen, men det bliver smidt tilfældigt på redekanten eller ved siden af og kommer ikke til at indgå i reden. Som redersted vælger de oftest en lidt mørk, ugenert hjørne helt oppe under loftet og ind mod væggen, de kan bygge frit, hvis der er egnede grenduske, i en lille kanarierede, eller en stor ballonrede, med en ret stor åbning, så de kan åbenbart godt lide at være dækket på de tre sider. En lille oplevelse med et par, der netop havde bygget i et lidt dunkelt hjørne af buret, der stod i vinterhaven og her havde spæde unger unger. En aften var en lampe, hvori der ellers aldrig var lys, blevet tændt lige over reden, så denne var fuldt belyst og hunnen nægtede at gå på reden, men fløj forvirret rundt, heldigvis opdagede jeg fejlen, slukkede lampen og hunnen gik efter kort tid på reden igen De bygger en lille åben, som regel ikke særlig dyb mellem 4-5 cm. og ca 5 cm i diameter rede, så den rugende fugl kan nemt ses og der er trængsel lige før ungerne flyver af. Som redemateriale bruger de kokus, sisal, græs yderst, indvendig er det meget vekslende, men ofte en smule mos og dyrehår. Deres valg af redesteder har fulgt det samme mønster, uanset om det foregik i et kassebur, eller under større forhold i en voliere udenfor. Anden generation var ikke helt så nøjeregnende med redesteder og kunne godt accepterer mindre skjulte stedet, hvis der ikke var andre muligheder, men de virker ikke helt så trygge her og forlader hurtige reden. Den samme rede bruges ofte til flere kuld, det snavsede, inderste lag pilles ud og erstattes af en ny, men de kan også finde på at bygge en ny rede et helt andet sted. 


Jeg har oplevet et par være lidt uenige om redestedet, idet hunnen byggede en nydelig lille rede ovenpå og lidt bagved en stor ballonrede, medens hannen ivrigt byggede en ligeså nydelig rede inden i ballonreden. Men hannens rede blev aldrig accepteret af hunnen og æggene selvfølgelig lagt i hunnens rede, hvilket han vist aldrig helt forstod og jeg så ham flere gange være en tur inde i sin rede, medens hunnen lå og rugede ovenpå, men ellers sørgede han for hun og unger. Man kan også finde hannen kortvarig i reden, inden hunnen lægger æg i den. 


Der bliver lagt 2-4 æg, oftest 3, sjældent 4 jeg har aldrig haft mere end 3 unger i et kuld. Æggene er råhvide ca. 11x15 mm, med et meget vekslende antal, meget små, spredte brune plettet i den butte ende, nogle æg har næsten ingen pletter og det kunne se ud, som denne variation følger hunnerne, men det vil jeg ikke sige noget sikkert om , efter så kort tid med fugle. 


Kun hunnen ruger, men nogle hanner ligesom vogter den, når hunnen kortvarigt forlader reden, ligesom han ofte opholder sig i nærheden, om natten sover han i nærheden og enkelte gange på redekanten. Under rugningen bliver hunnen regelmæssig madet af hannen, medens hun ligger på reden og sitre svagt med vingerne. Jeg har flere gange hørt hende kalde på hannen med en svag kvidren, når hun vil have maden serveret. Hun opsøger dog også foderskålene, når hun alligevel er af reden i anden anledning. Rugetiden er 13 - 14 dage og hunnen ruger meget fast og der skal ret megen forstyrrelse til, før hun går af reden, hun nøjes som regel med at kigge ud over rederkanten. De nyklækkede unger er helt nøgne og lyserøde, kun med spredte gråhvide dun på hoved og ryg, lyse næb og ben og med orangegule næbvige. Den første uge dækker hunnen ungerne meget fast, ligesom det også er hende der mader dem, hun forlader dem kun kortvarigt for at besørge og æde lidt. Hannen bringer stadig maden til hunnen, mader hende som under rugningen, ofte opfordret af hende med en kort trille, derefter mader hunnen de spæde unger, medens hannen nogle gange bliver stående på redekanten og ser til, men han deltager ikke i madningen. Nogle hunner mader de helt spæde unger ved bare at rejse sig i reden og made dem mellem sine ben. Efter en god uges tid begynder hannen at deltage i madningen og næsten det samme det samme mønster gentager sig. Når hunnen forlader reden, kalder hun på hannen, de følges ad til foderet, når de har spist nogen tid mader hannen i nogle tilfælde hunnen, der så flyver til reden, hannen fylder så kroen igen og følger så efter hunnen, de skiftes så, eller begge står på rederkanten og mader ungerne Har de bygget i en lukket ballonrede, står de side om side i åbningen og kun halerne stikker ud. Begge fugle er meget omhyggelige med at rense næbbene, når de har spist og inden de flyver op til ungerne. 


En uge gamle er begyndt at få fjer og øjnene åbner sig og hunnen begynder nu den følgende tid at forlade dem i længere og længere tid i dagtimerne, men er hos dem om natten temmelig længe, helt op til 10-12 dage. Når ungerne er omkring 15-16 dage forlader de reden, men kan godt nogle dage forinden, havde siddet på redekanten. Vær forsigtig med at forstyrre fuglene, den sidste tid inden ungerne hopper af, da de ellers nemt forlader den for tidligt og er de først skræmt af, er de umulige at sætte tilbage og få til at blive. Og er de ikke flyvefærdige, havner de på bunden, hvor de småfrysende kryber sammen og risikerer at blive syge. Ungerne er ret stilfærdige, medens de ligger i reden, men kan dog efterhånden høres, selvom de aldrig bliver højrøstede. Efter udflyvningen høres de mere og de tigger med hoved og krop nærmest vandret, de åbne næb vendt med forældrene, svag sitrende vinger, en viren fra side til side med hoved og krop og svagt sitrende vinger. Under madningen sitre de noget kraftige med både vinger og hale. 


Den første tid fjernes ungernes klatter af forældrene, men efterhånden som ungerne bliver store nok, afleverer de dem på redekanten, som ved udflyvningen kan være temmelig snavset. Nogle hunner er ret emsige med rengøring af reden og jeg har flere gange set dem stå i reden, med halen lodret i vejret og rumstere energisk rundt i bunden af reden, både når der var æg og unger og en enkelt gang gik det så grundigt til, at et par nyklækkede unger røg med ud. De blev varmet og derefter lagt tilbage i reden og efterfølgende passet upåklageligt, så derfor tror jeg det var et uheld. Næste gang der skulle gøres hovedrent, var de heldigvis blevet for tunge, så de slap for turen ud over rederkanten. 


Ved udflyvningen er ungerne noget mindre end forældrene, stumphalede og ligner hunnen. De er gråbrunlige på oversiden, smudsig hvidgrå på undersiden, med en varm brunlig tone på bryst og flanker, svag stribetegning på bryst og flanker og måske en ganske svag gullig tone over det øverste af brystet, deres ansigtsmønster ligner hunnens, men er meget svagt, nærmest udvisket. Næb og ben mørk hornfarvede, undernæb dog noget lysere. 


Og de første to unger der gik af reden, havde det faktisk ikke helt nemt, forældrene allerede var i gang med at forberede næste kuld og det var helt tydeligt, at hannen var stresset over at have ungerne så tæt på den nye rede, det var han ikke vant til fra naturen og her havde han kun et stort kassebur. Så resultatet blev, at ungerne var forvist til det fjerneste hjørne, i bunden af buret og her havde de bare at blive, ellers var der hak og hvæs og der røg også nogle fjer, især på hovedet. Men blev de her, blev de madet regelmæssig af hannen. Jeg var faktisk ved at blive lidt bekymret for dem, men da hunnen efter en uges tid igen rugede, blev der mere ro i familien og ungerne fik lov at bevæge sig rundt, endda enkelte gange at sidde på rederkanten hos hunnen. Ved de følgende kuld var der mere ro, hannen havde ligesom vænnet sig til forholdene. Og den følgende sommer var de udenfor under større forhold, en lille voliere på ca. 2x2x2 m. beplantet med buskads og græs i bunden. Og selvom ungerne også her kunne risikerer en omgang, forløb deres opvækst nok mere fredeligt. 


Går et par i gang med endnu et kuld er det næsten udelukkende hannen, der tager sig af de store unger, og det sker måske allerede inden de har forladt reden, men vil parret ikke yngle igen, deltager begge. Hvis ungerne forsøger at tigge mad, hos den rugende hun, risikerer de ofte at blive jaget væk af hannen, men her er der også individuelle forskelle. Både han og hun kan klare de halvstore unger alene, hvis magen fjernes eller dør, med helt spæde unger har jeg ingen erfaring, men tror ikke, at hannen vil forsøge, før ungerne er mindst halvvejs gennem redetiden. Hunnen vil sikkert, uden problemer kunne klare hele yngleforløbet alene. 


Ungerne bliver madet i op til 3 uger efter de har forladt reden, men begynder efter en uges tid at følge forældrene til foderet og småpille i det. Dog har der været et par enkelte unger, der var meget længe om at blive selvstændige, måske en i et kuld og den vedbliver med at tigge længe efter, at forældrene har mistet interessen for at made den. Den bruger faktisk al sin energi på at forfølge forældrene og tigge, i stedet for at forsøge, at æde selv. Og fanger man en sådan unge, vil den være mager og ofte dø, inden den når at blive selvstændig. Jeg har reddet en sådan unge, ved et par gange om dagen at fange den, give en portion håndopmadningsfoder med sprøjte, direkte i kroen og så ind til forældrene igen. Dette forsætter jeg med til ungen sidder i foderskålen og æder selv, i reglen en 3-4 dage, men om det er klogt, at redde disse sent udviklede unger ved jeg egentlig ikke. 


De første par var ret så konservative i deres kostvalg og ville stort set kun tage tørt frø og kolber og da de jo ret hurtigt også skulle sørge for små unger, var jeg lidt bekymret for deres sundhed og brugte en del kneb, for at lokke lidt forskelligt i dem. Jeg havde på dette tidspunkt halvmodne, selvdyrkede kolbehirse i haven og det blev de hurtigt ret vilde med, samt halvmodent græsfrø og dette blev drysset med en vitamin mineralblanding. I deres foretrukne tropeblanding blandede jeg lidt universal/opmadningsfoder for at vænne dem til dette. De vænnede sig hurtigt til ukrudtsblandinger og spirede kolber blev hurtigt værdsat, men andet spiret frø havde ingen interesse, ligesom frugt og grønt blev vraget. Og det var ikke muligt, at lokke noget levende i dem, selv da der var små unger i reden. Deres kostplan er nu mere varieret og de er nu glade for alle former for spiret frø, en mineralblanding med skaller, lidt universalfoder, forskelligt grønt som salat broccoli, saftigt ukrudt, af frugt pærer, melon, appelsin, banan o. lign. Et bundt grene med friske knopper bliver hurtigt rippet, her bruges især fjeldribes. Af levende tager de nu myrepupper, små melorme og microorm, især nar der er unger. 


De kan godt lide et bad, men med måde, de gør sig behersket våde og de hopper ikke i vandet flere gange om dagen. De opholder sig ikke meget på bunden, men bliver der smidt noget interessant ind, skal de dog ned og undersøge det, de foretrækker buskadset bagerst i volieren og lidt til vejrs. 


Det var så lidt om mine oplevelser med citronbrystet Sisken, men den er jo så ny så jeg har nok noget til gode endnu. 


I naturen lever den i det østlige Sydafrika, her findes den i lavlandet, på tørre områder med græs, træer og buske og i områder omkring opdyrkede arealer, her færdes den parvis og udenfor yngletiden strejfer den om i mindre flokke. Føden er forskelligt småt frø, især fra græs og små insekter.

Kommende arrangementer

Billede

Haslev Fuglevenner

Tirsdag 7. november.

Præmieaften med spisning og bankospil.

Tilmelding til
Formand Henri Hansen
senest fredag d. 3. nov.





Vinder af udstillingens bedste nummer 2017 - Blåhovedet Pionus

Besøgstæller

Besøg siden den: 14-02-2015
Total: 073391
Dagligt: 74

1 online