Mørkerød Amarant

Mørkerød Amarant


Af Rita Søltoft.

Mit bekendtskab med Mørkerød amarant strækker sig nogle år tilbage i tiden og startede, som så ofte før, jeg ser en lille flok smukke, charmerende fugle – falder for dem og køber nogle stykke med hjem.

I dette tilfælde blev det til 2 par og det var der ingen tvivl om, idet der hos denne fugl er tydelig kønsforskel.

Mange ved vist, hvordan den ser ud, men alligevel en kort farvebeskrivelse og som navnet jo siger, er det de røde nuancer, der dominerer. Overvejende mørkerød, klarrest rød på hoved, hals, bryst, sider og overhaledækfjer - på isse, nakke og ned over ryggen toner det røde over i mere brunligt, ligeså vingerne der er mørk gråbrune halen sort. Et varierende antal bittesmå hvide pletter er spredt hen over siden af brystet, det midterste af bugen er brunsort til sort, halen sort.

Øjnene er brune, med en krans af små, lyse let rødlige fjer, næb mørk grå og ben mørke og den er 10-11 cm. lang. Hunnens farver er er som hannens, men betydelig svagere, mere afdæmpede.

Den første tid blev fuglene holdt indendøre og begge par sammen uden nogen form for uoverensstemmelser.

De to af fuglene sluttede sig hurtigt sammen, hvilket de to andre ikke synes helt tilfredse med, men efter en kort tid, med nogen forvirring og bytteri, så faldt der ro over fuglene, det først dannede par holdt stand og forblev sammen.

Parret fulgtes ad til foder, badning o.s.v. de sidder ved siden af hinanden og kan godt nusse hinanden en smule.

Og det blev da også dette par, der blev stabile ynglefugle i årene fremover og dem som denne lille historie kommer til at handle om, hvorimod det andet par aldrig kom i gang med at yngle.


Efter 4- 5 uger mente jeg, at det var tid for amaranterne, at flytte udenfor, det var hen i juni måned og vejret var fint.

De to par blev skilt og fik hver deres beplantede voliere, hvor de straks forsvandt ned i vegetationen, hvor de så absolut også efterfølgende foretrak at opholde sig, ofte på eller nær jorden, eller i forholdsvis lave buske og helst godt skjult.

Hovedpersonerne i det følgende, kom til at dele en voliere med et par Trefarvet nonner og et par Gråbrystet bjergfinker.

Volieren er ca. 2x2x2 m. overdækket og lukket på de tre sider og med den åbne side mod syd og beplantet med tæt buskads, samt nogle fyrregrene på bagvæggen.

Bunden i volieren er jordbund, med lidt græstuer, spirende frø og nedfaldne blade o.lign. fra haven.

Parret foretog en hurtig inspektion af volieren fra en højt- siddende gren og forsvandt derefter, på bedste amarantmaner ned bag buskene til privatlivets fred. 

Så det var ikke meget jeg så til dem, men til gengæld var jeg aldrig i tvivl om, at de var der, idet de og nok især hannen var/er nogle af de største ”brokkehoveder” jeg har stiftet bekendtskab med ( i hvert tilfælde når det gælder dem med fjer på ).

Lige meget hvad der nærmede sig volieren af tobenede, firbenede, eller andre fjerklædte væsener, hørtes hans/deres skræppende advarselssignal længe og indædt, men efterhånden blev jeg ( deres fodermester ) dog accepteret.

De har desuden en række blidere kontaktlyde og efter en 2-3 uger begyndte også en række, ofte gentaget sanglignende toner at høres i vegetationen, en blanding af varierede, mere og mindre ret velklingende strofer.

Jeg mener faktisk, at hunnen også synger, en sang der ligner hannens en del.


Ellers ses de kun som et par små røde ”lyn” når de kom strygende op på foderhylden for at fouragere og blev de forstyret her, fløj de ikke, som deres bofæller, op øverst i volieren, men forsvandt/styrtdykkede direkte ned i den nærmeste busk, med næsten sammenklappede vinger.

De ses også en del på jorden, hvor de hurtigt og adræt smutter rundt i små hop og med små vip af halen og skal det gå hurtigt, da også små svip med vingerne. 

Her afsøge de bunden for forskelligt spiseligt, samt skulle det vise sig også redemateriale.

De er glade for sol og varme og ses ofte på solåbne steder, hvor de nyder solen og når ingen farer truer og de tror sig ubemærkede, foretager de da også rekognosceringer i den øverste del af volieren, især i morgen og aftentimerne, men opholdet her er aldrig af længere varighed.


Volieren er selvfølgelig forsynet med forskellige redemulig- heder, som store ballonreder, halvåbne kasser og åbne reder i forskellig højde, samt nogle græstuer og gamle træstubbe på bunden, ligesom forskelligt redemateriale var til rådighed – hø, halm, fint stift græs, mos, forskelligt dyrehår og fjer.


Jeg går stort set aldrig ind i voliererne, når fuglene yngler, hvis det ikke er strengt nødvendigt, men da jeg ikke regnede med, at der var ”gang i noget” endnu, skulle jeg lige ind og rette på et par reder, der sad lidt løst – og opdagede da en lille, lidt oval, lukket rede, der var kilet ind mellem nogle grene og volierens bagvæg og i ca. 1 m. højde over bunden.

Redens yderste lag er bygget af kokustrevler, derefter lidt finere græs og inderst dyrehår og især fjer, fortrinsvis lyse og hvide.

Et lille, rundt indgangshul er anbragt på siden af reden, helt ind mod væggen, så det er umulig, at komme til at se ret meget ind i reden og om der var æg, kunne jeg ikke se.

Det er så afgjort amaranternes værk, hannen skælder mig da også så læstelig ud, aldeles hysterisk over forstyrelsen, så jeg forsvinder ud i en fart.

Jeg kan da lige nævne, at jeg ved samme lejlighed ser, at også de trefarvede nonner er i gang med familieforøgelse i en stor ballonrede helt oppe under loftet. 

Efter et par uger kan jeg begynde at høre tiggerlyde fra volieren, men om de kommer fra nonnernes, eller amaranternes rede, er ikke helt til at afgøre, da deres hjemmeliv er aldeles skjult af vegetationen.


Efter godt et par uger, sidder der pludselig en lille gråbrun, stumphalet unge på en gren, øverst i volieren – til amarant- forældrenes store fortrydelse – de prøver ihærdigt, at lokke den ned i buskadset og opføre sig, som en Mørkerød amarant nu bør, men det er ungen helt ligeglad med, den bliver højt tilvejrs det meste af den første dag.

Men om aftenen og de følgende dage havde forældre dog fået sat så meget skik på den, at den størstedelen af tiden opholdt sig lavt i buskene, dog med afstikkere op og frem i volieren for at betragte omgivelserne.

Allerede 1 uge efter havde amaranterne igen bygget, denne gang i en stor ballonrede og med de samme materiale som tidligere og foret med især hvide fjer, også denne gang i ca. 1 m højde og noget mindre skjult, så jeg kunne følge lidt med i foretagendet.


Hannen opfører en lille sjov, nikkende dans for sin hun, herunder har han et eller andet i næbbet – et strå, blad, fjer o.lign. ledsaget af en lav, blød fløjtende lyd.

Begge fugle bygger, men det er hannen, der indsamler redematerialet. 

Der bliver her lagt 5 helt hvide æg, ca. 12x15 mm. og begge fugle skiftes til at ruge om dagen, i kortere perioder kunne begge være i reden samtidig.

Dette forekommer især, når fuglene afløste hinanden ved rugningen og her har de en speciel dæmpet, blød trille, som den afløsende fugl kommer med, når den nærmer sig reden, den rugende fugl svarede så med en lignende tone.

Selve afløsningen foregår i reden, og kan godt give anledning til en del ”møven” rundt, hvorunder denne lille trille høres flere gange. 

Om natten var det hunnen, der rugede, begge fugle kunne være i reden, men som oftest sov hannen lige i nærheden.

Under rugningen ligger hunnen meget fast på reden, man skal næsten røre den, før hun flyver af – medens hannen er ret nem, at forstyrre, men han skal selvfølgelig også passe sit, at skælde alle fredsforstyrreren ud og det kan jo være lidt svært, at være en skrap fyr ovenpå et kuld æg.

Efter ca. 2 uger er opdager jeg at der er få dage gamle unger, mørke med enkelte grå dun på hoved og ryg og 2 små runde hvid/blå madepapiller i hver næbvig.

Om ungerne er lyse ved klækningen kan jeg ikke sige. 

Forældrene får nu travlt med opmadningen, jeg har indtryk af, at det er hunnen, der tager sig af dette de allerførste dage, men hannen begynder hurtigt at deltage og på de tiltagende tiggerlyde høres det, at ungerne vokser godt til. 

Selve rederummet er ikke særligt stort, så efterhånden som ungerne voksede, måtte forældrene hænge i redeåbningen, når der skal mades.


Efter en uge er øjnene begyndt at åbne sig og fjerene på vinger og hale bryder frem, nogle dage senere også på ryg og bryst og efter 10-12 dage er forældrene ikke mere så fast på reden.

Efter knap tre uger er først to unger og dagen efter endnu to små, grå unger gået af reden og som den første unge, har også disse fire valgt en gren øverst i volieren, at betragte verden fra.

De sidder her tæt sammen, ligner 4 små fjerbolde og som tidligere er forældrene bestemt ikke tilfredse med dette og giver ikke op, før alle er sikkert anbragt i det lave buskads.

Ungerne er lidt mindre end forældrene, mere runde og stump- halede og lidt ubehjælpsomme de første dage. 

Deres farver er overvejende gråbrune – mørk gråbrune på oversiden, lidt lysere på undersiden, med en svag rødlig tone, især på brystet, overhaledækfjer er mat mørkerøde, halen sortagtig og underhaledækfjer gråsorte. 

Næb mørk og de har stadig de små hvid/blå madepapiller, ben mørke.

De udfløjne unger bliver madet af forældrene i godt et par uger, især af hannen, da hunnen ofte er startet på endnu et kuld, men allerede efter en uges tid, begynde ungerne at undersøge føde-udbudet.


Når ungerne er selvstændige, begynder udfarvningen og små røde pletter af fjer kan ses på strube og bryst, og som disse pletter breder sig, får ungerne en kort periode et sjovt broget, udseende. 

Under udfarvningen begynder de at småsynge, om dette kun ælder for hanungerne, ved jeg ikke.

Omkring 8-9 uger gamle er ungerne udfarvede og de giver ikke anledning til uro, eller forstyrelser af følgende kuld, selv i nærheden af reden med et efterfølgende kuld, accepteres de udfarvede unger af forældrene.

Der bliver gjort endnu et yngleforsøg i en fritbygget rede, fuldstændig lig den første, men æggene bliver forladt og det er jo også ved at være sidst på sommeren. 


Også de følgende år er dette par stabile ynglefugle, med flere uld unger, i 1998 blev det til 3+3 unger og i skrivende stund er der 4 selvstændige unger og forældrene er i gang med at opmade endnu et kuld.

Oftest er der bygget frit i en tæt busk, eller i en dusk fyrregrene og altid i omkring en m. højde, rederne er lidt ovale, ret tyndvæggede, med indgang i siden og væk fra lyset og altid foret med lyst materiale, især hvide fjer.

Der er bliver lagt fra 3-5 æg og de kan godt finde på at bruge den samme rede flere gange.


Det er ret sociale fugle, der trives godt i mindre i mindre flokke, men jeg har ikke haft flere par til at yngle sammen, så jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre uden stridigheder, men de store udfarvede unger er altid blevet accepteret, ligesom den lever fredeligt sammen med andre fugle af samme størrelse, dog har jeg ikke forsøgt med andre arter af amaranter.


Af foder har de adgang til en tropeblanding tilsat lidt ekstra hvid hirse og japanhirse og en blanding af forskelligt ukrudtsfrø.

Spiret frø af deres tropeblanding + 2 forskellige spireblandinger. En universalblanding/opmadningsfoder, som jeg blander af en 6-7 forskellige færdige produkter og det skal da lige nævnes at der ikke indgår kogte æg, revet gulerod og lignende fugtige ting i den. En mineralblanding der består af 2 færdige produkter, tilsat fanøskaller, æggeskaller ( varmebehandlet økologiske æg ) + tangmel. 

Forskelligt frugt og grønt.

Af levende foder får de microorme, små melorme, myrepupper og bananfluer og heraf foretrækker de så absolut de to sidst nævnte men også små melorme er de glade for og når der er små unger ”propper” de sig hæmningsløst, jeg har set 12-15 myrepupper eller 6-8 små melorme forsvinde i forældrenes kro på få minutter

De er glade for spiret frø, af opmadningsfoderet tages en del, især hvis det levende foder er fortæret. Mineralblandingen er de storforbrugere af, også udenfor yngletiden.

Frugt interesserer dem ikke, en bid agurk kan til nød bruges, men grønt, som salat, fuglegræs o.lign. er de glade for.

Lidt kolbehirse kan også bruges og det får de især, når der er nyudfløjne unger, der skal lære at spise.

De får stort set denne kost hele året, bortset fra, at spiret frø og levende foder er reduceret til kun hver anden dag om vinteren.


De er glade for at bade og de gør sig fuldstændig dyngvåde, er først en hoppet i, følger hele familien ofte efter.

Om aftenen samles familien i en lav, tæt busk for at sove, de sidder her spredt med afstand mellem fuglene, medens ungerne, den første tid efter de har forladt reden, sidder tæt sammen.

Fuglene kan faktisk godt finde på at bruge en rede at sove i, men jeg har kun set det i deres vinter –kvarter, hvor de bor i et stort kassebur i en vinterhave. Her er der ingen tætte buske at skjule sig i og så kan en rede måske bruges i stedet. 

Et andet tidspunkt, hvor de gør brug af de forhåndenværende reder er, når de skal fanges – da udnyttes alle skjulesteder.

Og ved man ikke præcis, hvor mange man skal have fat i, ja - så skal man ikke blive overrasket over, at der stadig er amaranter i den voliere, som man troede var tom.


Er de først vant til vores klima, trives de fint udenfor, mine har altid tilbragt sommeren, fra først i maj og til et godt stykke hen i oktober udendøre.

Det er forholdsvise nemme fugle, de spiser det meste af, hvad man byder dem, de er sjældent er syge, piller ikke hinanden. 

Enkelte hunner kan finde på, at begynder at lægge æg hen på vinteren, når dagene bliver længere og lysere, hvilket kan tære for meget på de ressourcer, der gerne skulle gemmes til foråret og yngletiden.

Det kan så være en god ide at skille hanner og hunner i hver sin lille flok, hvilket de trives udmærket med og der er så stor gensynsglæde når parrene genforenes for at flytte udenfor – hannerne er så rigtig på ”dupperne” og gør kur til hunnerne.



I naturen.

I naturen lever den i Afrika og er her udbredt over store områder, fra Guinea Bissau til midten af Etiopien og sydpå til Sydafrika.


Her findes den mest i øde og ubeboede områder, i kanten af skovbevoksninger, på savanne, i områder med Akasietræer, krat og tornebuske og højt græs, men også i bjergområder og langs vandløb med tæt vegetation og op til 1800-2400 m.

Den er ikke almindelig ved bebyggede og opdyrkede områder, men træffes dog.


Den færdes parvis eller i mindre flokke, ofte familie, men ses også i flokke med andre amaranter.

Udenfor yngletiden strejfer den om i udbredelsesområdet.


Føden findes på jorden og består af græsfrø, hirse og andet småt frø, samt insekter, især myrer og termitter.

Den foretrækker oftest åbne arealer eller bælter omgivet af tæt, lidt overhængende vegetation, hvor den hurtigt kan søge dækning ved forstyrelser.


Den er ammefugl for den redesnyltende Atlasfinke.


Den findes 9 arter amaranter med underarter.


Ovenstående er så lidt om hvad jeg har oplevet med mine

Mørkerøde amaranter og det skal da lige nævnes, at deres bofæller, de Trefarvede nonner og Gråbrystet bjergfinke, hver havde et vellykket opdræt med 3 unger i 1997, hvor mit bekendtskab med de mørkerøde amaranter sstarter.


Mørkerøde amaranter har været kendt i fugleholdet i masser af år, så andre kan måske supplere med andre oplevelser.


NB. NB. Som en lille tilføjelse til ovenstående – da jeg her i efteråret 1999 havde fået indfanget de mørkerøde amaranter og skulle holde ”mandtal” var det blevet til 10 sunde, fejlfri unger- ( 3 kuld ) men hunnens halefjer var til gengæld slidt ned til halv længe og godt flossede af den megen aktivitet i reden.


Jeg har hørt sige, at der sjældent skrives noget om de mere almindelige småfugle og det er nok ikke helt forkert! – Jeg har for sjov kigget i Dansk Fuglehold og fra 1980 til i dag, er der noget om Mørkerød amarant 2 gange, den ene gang kun et par linier, men i 96 dog en rigtig god artikel på hele 4 sider

Kommende arrangementer

Billede

Haslev Fuglevenner

Tirsdag 7. november.

Præmieaften med spisning og bankospil.

Tilmelding til
Formand Henri Hansen
senest fredag d. 3. nov.





Vinder af udstillingens bedste nummer 2017 - Blåhovedet Pionus

Besøgstæller

Besøg siden den: 14-02-2015
Total: 073391
Dagligt: 74

1 online