Taranta Dværgpapegøje

 

Latin: Agapornis Taranta

Beskrivelse: Tarantaen er en dværgpapegøje, der mest af alt minder om en blanding af en dværgpapegøje og en flagermuspapegøje. Den minder på mange punkter mest om flagermuspapegøjen, men den hører dog til dværgpapegøje-familien. I naturen lever den i Etiopiens højland – dvs. 1700 – 2600 meter over havets overflade.

Den normale pris varierer meget. De koster for det meste omkring 500 kr. blandt opdrættere, men de kan dog ind i mellem erhverves billigere – f.eks. er den tidligere set i dyrehandlere til omkring 300 kr. Det er dog altid anbefalelsesværdigt at købe fuglen hos en opdrætter, da de har flere oplysninger og større viden om fuglen.

Udseende: Tarantaen er ca. 16 centimeter lang. Hannen vejer ca. 44 gram og hunnen vejer ca. 53 gram, hvilket er den største fysiske forskel blandt kønnene i dværgpapegøje-familien. Fuglen er overvejende grøn, dog med sorte fjer på vingerne. Hannen har desuden røde pandefjer, hvilket gør at det er, modsat andre dværgpapegøjer, muligt at se forskel på hanner og hunner. Tarantaens næb har en dyb rød farve, som gør at fuglen er et virkeligt flot syn. Hvis fuglen er i god kondition har næbbet den flotte røde farve, er fuglen derimod i dårlig kondition vil næbbets farve være mindre rødt eller måske endda gulligt.

Tarantaens iris er brun.

Alder: Hvis man passer tarantaen ordentligt kan den blive omkring 15 – 20 år gammel.

Pasning: Tarantaen er en dejlig burfugl. Modsat undulater flyver de meget sjældent. De bruger i stedet en del tid på at hoppe rundt i buret, hvilket gør at der ikke er fjer overalt. Derimod er de ikke særligt gode til at holde frøskaller inde i buret når de spiser. Ligeledes kan man opleve at når de spiser frugt så kan de sidde med et stykke frugt i næbbet og pludselig ryster de hovedet og så ligger frugtstykket på gulvet eller sidder på væggen. Taranten er utroligt simpel at passe, hvis man har to. Holdes de som burfugle bør buret være minimum en meter i højden og buret skal være så langt at fuglen kan baske med vingerne minimum 2 gange. Det vil endvidere være perfekt hvis buret kan åbnes i toppen, for fuglene bør få en flyvetur uden for buret dagligt, da det hjælper til at holde dem i form, og gør dem gladere.

De bliver kaldt Lovebirds – kærlighedsfugle – og har man to vil de stort set passe sig selv og slet ikke kræve din opmærksomhed i løbet af dagen. De vil i stedet bruge 50% af deres tid på at sidde og nusse hinanden.

Tarantaen kan sagtens holdes som tamfugl, og egentlig også som enefugl. Hvis de gøres tamme er de nogle af de mest fortrolige fugle i fugleverdenen. De elsker at sidde og nusse, og også i en grad så det næsten er sygeligt. Hvis man holder en taranta som enefugl kræver det at du er villig til at have den hos dig mange timer om dagen. Man erstatter jo en fugl, som den ville have hos sig hele dagen, og dværgpapegøjer har et helt utroligt kontaktbehov. Der er større chance for at en dværgpapegøje får problemer ved at sidde alene end en kakadue, som ellers er kendt for at være afhængige af mennesker.

Derfor er det klart anbefalelsesværdigt at man altid holder to tarantaer sammen. De kan stadig sagtens være tamme.

Tarantaen kan med fordel holdes i en voliere, og de kan gå ude hele året rundt, så længe man sørger for at de kan gå ind i et opvarmet rum. De har et forholdsvis lavt støjniveau. De kan dog skræppe lidt, men ikke i et sådant omfang at man vil få klager af naboer.

Adfærd: Tarantaen er en stille og rolig fugl. Den har det laveste støjniveau blandt dværgpapegøjer og er derfor ideel som både burfugl og volierefugl. Tarantaer skal holdes parvis og med dobbelttråd mellem volierene da de er territoriale og sagtens kan finde på at nappe hinanden og strides i sådant et omfang at det kan blive farligt.

Tarantaen kan ikke holdes sammen med andre fugle end tarantaen selv og flagermuspapegøjer. Den kan bl.a. ikke kommunikere med de andre dværgpapegøjer, men den kan sagtens kommunikere med flagermuspapegøjen, og ligeledes minder de meget om hinanden i adfærd. Det menes endda at de kan opnå så stor sympati for hinanden at de kan få unger – hvilket naturligvis ikke ønskes. Der findes flere farvemutationer af den, hvilket man er utroligt kede af blandt opdrættere og man ønsker at holde en ren linie inden for slægten.

Udbredelse og levevis: Som tidligere nævnt så lever den kun i Etiopiens højland. Den foretrækker relativ tørre enebær-skove, euhorbia krat og hypericum skovland. De siges at være ret lette at betragte og de lever i flokke på højst 20 individer.

Tarantaen spiser i fangenskab de meste. Den tager dog ganske let på og bør derfor få en parakitblanding uden solsikker, da de er meget fedende. Har man flere tarantaer og vil man blande fodret selv kan man med fordel servere følgende blanding: 35 % hirsefrø, 35 % kanariefrø, 15 % hampfrø, 10 % afskallet havre og 5 % hvede + 2 solsikkefrø om dagen pr. fugl. Derudover elsker de enebær og hyben. Den ovennævnte blanding bør suppleres med spirulina alger, sporeelementer og opmadningsfoder omkring ynglesæsonen såfremt man ønsker unger. Enkelte tarantaer mangler sporeelementer i kroppen, hvilket kan gøre at de plukker hinanden i yngleperioden. Derfor kan det anbefales at give dem et tilskud Nekton BIO eller Manuvit BIO + i foderet.

Endvidere kan man, for at fremskynde parring, tilbyde dem spirede frø.

De elsker hele jordnødder, men desværre kan det give dem en livsfarlig lungesygdom. Derfor bør de aldrig få jordnøddeskaller! Giv dem i stedet nødderne.

Opdræt: Mange har svært ved at få tarantaen til at yngle i fangenskab. Dette skyldes at de kræver en enorm sympati hos partneren før de vil yngle. Derfor har mange opdrættere to tarantaer til at sidde sammen der ikke vil yngle. Når de skal yngle presser hunnen sig ned mod sin siddepind og kalder med en konstant klikkende lyd. Så kravler hannen op på hunnen og bider fast i hendes vinge. Efter en succesfuld parring vil hannen made hunnen ivrigt, og dette vil fortsætte indtil ungerne er ude af reden, dog vil det aftage efterhånden som ungerne bliver ældre.

Tarantaen lægger 3-6 æg og de lægges i en redekasse. Det tager ca. 26 dage fra det første er lagt til at æggene klækker. Det er desuden hunnen som ruger på æggene alle 26 dage. Det er også hunnen der fodrer ungerne efter udklækningen. Der er en myte blandt tarantaopdrættere der siger at æggene ikke vil klække medmindre luftfugtigheden er høj, og derfor er der mange tarantaejere der har vandkar til at stå. Dette er blot en myte og derfor kan i roligt fjerne vandkarene igen.

Ungerne er flyvefærdige efter 10 uger, og de er kønsmodne når de er ca. 6 måneder gamle.

Redekassen er meget speciel hos tarantaen. De bruger redekassen som sovekasse året rundt og derfor bør alle tarantaejere have en redekasse. Den skal helst være lille og kompakt, derfor er en undulat redekassen ideel. Man kan endda lave en skillevæg i redekassen således at selve rederummet ikke er mere end 8*8 cm eller lignende. Enkelte fugle vil dog helst have en L-redekassen. Dvs. en kasse hvor reden og indganghullet er i forskellige højde. Det er bare at prøve sig frem, men da en undulatkasse er ret billig kun man sagtens starte med en sådan.

Tarantaer bygger ikke en egentlig rede. Hunnen plukker nogle brystfjer og smider dem lidt hulter til bulter inde i redekassen og derefter lægger hun æggene. Den anbefales at der er en fordybning i redekassen således at æggene ikke triller væk.

Kommende arrangementer

Billede

Haslev Fuglevenner

Tirsdag 7. november.

Præmieaften med spisning og bankospil.

Tilmelding til
Formand Henri Hansen
senest fredag d. 3. nov.





Vinder af udstillingens bedste nummer 2017 - Blåhovedet Pionus

Besøgstæller

Besøg siden den: 14-02-2015
Total: 073391
Dagligt: 74

1 online