Grønsisken

 

Pasningsvejledning for Grønsisken:

 

1. Fugleart: Carduelis spinus Grønsisken

 

2. Fuldvoksen størrelse: Længde 11-13 cm.

 

3. Forventet levealder: I naturen 4 år under beskyttede forhold op til 15 år

 

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg: eller bur. De trives bedst i en udendørsvoliere, gerne større end 1x2x2 meter. Volieren skal være udstyret med en sluse, rottesikring og helst dobbelt trådnet så de er beskyttet mod rovfugle. Dele af siderne og taget bør være beklædt, så de kan sidde beskyttet mod vind og nedbør. Volieren kan med fordel tilplantes med planter, der giver fuglene et fodertilskud af grønt og andre planter de kan gemme sig i og bruge til redeskjul. De kan holdes indendørs i et stort kassebur på minimum 100x50x60 cm eller bedre i en voliere. Som bunddække i kassebure, kan benyttes papir, men mere naturlige bundlag som sand, grus eller lidt skovjord, der vil kunne give dem lidt naturlig beskæftigelse. De siddepinde de tilbydes skal være af træ, gerne natur grene og af forskellig tykkelse. For at kunne pleje deres fjerdragt, skal de have mulighed for at bade, minimum et par gange om ugen.

 

5. Særlige pasningsbehov: herunder særlige krav til temperaturforhold De bør have adgang til et frostfrit rum på minimum samme størrelse som et kassebur, hvor foder og vand kan gives. Hvis de har haft adgang til en udendørs voliere hele sommeren, vil de normalt altid sove ude. Her skal der så være gode sovesteder, hvor de kan sidde beskyttet mod vejrliget i f.eks. stedsegrønne buske.

 

6. Stimulering og behov for motion: Fødesøgning er den naturlige adfærd, fugle bruger mest tid på i naturen. Man kan derfor med fordel indsamle fødeemner i naturen. Fuglene vil bruge tid og energi på at undersøge hvad de tilbydes. Af gode emner kan nævnes græs, mælkebøtter, halvmodent hvede. Elletræets kogler vil skabe aktivitet, da det er en af dens naturlige fødekilder. For at aktivere fuglene, kan bundlaget, siddegrene og planter udskiftes jævnligt. Til beskæftigelse om vinteren, kan tørre frøstande indsamles i efteråret, f.eks. rajnfang, gråbynke og røllike vil være velegnede.

 

7. Fodring: De bør tilbydes en sisken frøblanding. For fugle der går ude om vinteren, kan frøblandingen i kolde perioder suppleres med lidt fede frøarter, som nigerhirse, perilla og valmue. Til fugle der holdes indendørs, vil et tilskud af fodergræs, opveje de fede frø der er i nogle siskenblandinger. De skal også tilbydes noget grønt, f.eks. ukrudts planter som fuglegræs, hyrdetaske, samt salatblade og mælkebøtte blade der kan findes hele sommeren. Frugt og nogle bær vil de også kunne vænnes til, f.eks. vil ildtorn blive taget. Optil ynglesæsonen, under opmadningen af unger og under fældningen, har de behov for et mere protein rigt foder. Hertil kan bruges spiret frø, æggefoder og animalsk foder som kan købes på frost. Frisk vand skal de have hver dag. Kalk, mineraler, grit og vitaminer skal de også have.

 

8. Sociale behov: Udenfor ynglesæsonen går de fint i flok, også med andre siskner. I yngle sæsonen er de normalt fredelige overfor ikke nært beslægtede fugle. I mindre voliere bør der ikke holdes andre siskner, da de kan være meget territoriale. Den territoriale adfærd starter allerede i marts måned. Grønsiskenen er en meget tillidsfuld fugl, der kan trænes til at spise af hånd

 

9. Formering og yngelpleje: De kan yngle når de er ca. 10 mdr. gamle, de bygger en åben skålformet rede, hvori der lægges 3-5 æg. Hunnen udruger dem på 13 dage. 14 dage efter klækningen går ungerne på pind. Ca. 2½-3 uger efter ungerne er gået på pind, er de selvstændige og spiser selv. De vil kunne få 3 kuld om året under beskyttede forhold. De bør tilbydes nogle halvskjulte kanarie kurvereder eller ballonreder med stort indgangshul, sat op i 1½-3 meters højde. Af rede materialer de vil bruge, kan nævnes små rødder, mos, græsser, kokostrevler, sharpi, hår og fjer. Unger bør fastringes på deres 5 levedag, med 2,3 mm (B) ringe.

 

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel: Sunde fugle har generelt en stram og ren fjerdragt. I deres normale miljø bør de ikke sidde passive på bunden eller sidde ”hængende” på pinden og puste sig op med hovedet under vingen. Øjnene skal være blanke og følge med i, hvad der sker omkring dem. Usunde eller fugle der ikke trives, har ofte en pjusket fjerdragt, der ikke kan forklares med en naturlig fjer fældning. Hvis man har fuglen i hånden og føler på brystbenet, må det ikke føles som en skarp kant. Hvis det gør det, skyldes det afmagring og sådan en fugl skal man ikke købe. Årsagen til afmagringen kan være manglende evne til føde indtagelse, pga. sygdom eller parasitter. Men det kan også skyldes, at den holdes væk fra foderskålen af andre fugle. Når man nu har fuglen i hånden kan den efterses for fedme, der viser sig som gule ”fedtflommer” under huden på bugen og om den er beskidt ved gattet. Hvis dette sidste er tilfældet, vil det indikere at fuglen har problemer med fordøjelsen. Syge fugle vil ofte opholde sig tæt på foderskålen, hvor de enten blot roder i foderet eller spiser hele tiden. Siskner risikerer at få en coccidie tarm parasit, der forsager diarré. (coccidiose)

 

Øvrige informationer:

 

Udseende: Han: Hovedet har en sort kallot, der går fra nakken til næbbet. Sort hageplet. Øjet er brunt og næbbet hornfarvet med sort spids. Nakke og ryg er gul, Halen og vingerne er sorte med gule aftegninger. Benene grå. Hun: Har ingen kallot eller hageplet. Grågrønt hoved, med en grøn stibe henover øjet og øret. Grå spættet ryg og vinger som han. Gråhvid bug med aflange grå pletter. De kan forveksles med nogle af de tropiske siskner.

 

Udbredelse: Grønsisken er udbredt i flere adskilte områder på den nordlige halvkugle. I naturen lever de det meste af året i granskove, men kan træffes i næsten alle biotoper udenfor yngle sæsonen.

 

Lovgivning og dokumentation: Grønsiskenerne er ikke omfattet af krav om CITES certifikat, men er omfattet af, ”Bekendtgørelse om hold af fugle i fangenskab” der findes på https://www.retsinformation.dk

 

Slutblok: Denne pasningsvejledning er lavet af Niels Jørgen Askirk, Landsorganisationen Danske Fugleforeninger (ldf-net.dk) med støtte fra Dyrevelfærdspuljen og godkendt af Rådet for hold af særlige dyr.

Kommende arrangementer

Billede

Haslev Fuglevenner

Tirsdag 10. oktober.

Foredrag med Thomas Springer Nielsen

Hans liv med fugle.




Vinder af udstillingens bedste nummer 2017 - Blåhovedet Pionus

Besøgstæller

Besøg siden den: 14-02-2015
Total: 073200
Dagligt: 74

1 online