Før du køber fugl

Billede

Pasning af din fugl

Tropiske fugle i bur og voliere udarbejdet af

Landsorganisationen

Danske Fugleforeninger

FORORD

Der er meget man skal have for øje, når man tænker på at holde fugle eller allerede har fugle. Fuglehold er mange ting. Fugle kan være familiens kæledyr, eller de kan være en hobby.

Uanset hvilken gruppe du tilhører, så har denne informationsfolder til formål at give nogle gode råd og at fremme avlsarbejdet med tropiske fugle under beskyttede forhold.

Dette opnås bedst ved, at ejeren sørger for

•at fuglene lever under optimale forhold, d.v.s. at bur- og volierestørrelse er korrekt tilpasset; fugle har vinger for at bruge dem, og at bur kan sjældent blive for stort, men meget nemt for lille,

•at fuglenes behov i øvrigt tilgodeses,

•at fuglene plejes og passes med det rette foder,

•at fuglene ved eventuel sygdom behandles fagmæssigt korrekt og

•at fuglene ringmærkes med henblik på en evt. registrering hos Landsorganisationen Danske Fugleforeninger.

Dette til gavn for opdræt og det videre avlsarbejde.

Opdræt
Når man skal opdrætte fugle under beskyttede forhold, skal der gives egnede redemuligheder, som - alt efter fugleart - kan være:

Redekasser
Lukkede kurvereder
Åbne kurvereder
Det vil være klogt også på dette område at sætte sig ind i fuglenes behov i hvert enkelt tilfælde, men regn med to reder pr. par.

Husk byggemateriale som f.eks. kokostrævler, tørt græs, dun, fjer, men aldrig hundehår.

Visse fuglearter kræver desuden specielt foder under opdræt, som f. eks. levende foder af forskellig slags. Rådfør dig med en erfaren fugleholder.

Skulle der opstå sygdom blandt dine fugle, anbefaler DANSKE FUGLEFORENINGER, at du straks søger hjælp hos en praktiserende dyrlæge. Adresser på dyrlæger findes i den lokale telefonbog, og i det landsdækkende blad Dansk Fuglehold, som henvender sig til alle fugleinteresserede og opdrættere.

I forbindelse med opdræt vil det være klogt at ringmærke fuglene. Ringe til ringmærkning kan bestilles ved henvendelse til ringsalget, som findes i hovedmenuen.




Grønt og vitaminer
Fuglene har behov for grønt, frugt og vitaminer, og det anbefales, at der gives grønt mindst hver anden dag.

Man kan f.eks. give:

mælkebøtteblade
frøgræs
fuglegræs
salat
gulerod
agurk
bær og al frisk frugt.
Saml ikke grønt på områder, der har været udsat for sprøjtegifte eller bilos!

Det anbefales at give vitaminer og mineraler én gang om ugen, alt efter fuglenes øvrige kost.

Man kan f.eks. give:

levertran
A og D vitamin i tørt frø
B og C vitamin i drikkevandet
sepiaskaller
grit og knuste duesten
skaller med trækul
I forbindelse med opdræt kan det være nyttigt og i nogle tilfælde nødvendigt med særligt opmadningsfoder og insektfoder, som kan være:

færdige produkter
hjemmelavede produkter
myreæg eller rettere myrepupper, myggelarver, melorme og insekter af forskellig slags.




Daglig pasning og pleje
Fugle under beskyttede forhold skal have et foder, der passer til den pågældende fugleart, og det kan f.eks. være:

Tropeblanding
Papegøje- og parakitblanding
Undulatblanding
Kanarieblanding
Skovfugleblanding
Siskenblanding
Kolbehirse
Universalfoder/insektfoder
Frugt
Det er en selvfølge, at ovennævnte frøblandinger er af bedste kvalitet. Køb aldrig frø i plastikposer.

Der fås i øvrigt en mængde rene frøsorter, så man selv kan lave sine egne blandinger. Husk, at jo mere alsidigt dit fuglefoder er, des bedre er det for fuglene.

Tag kontakt til en erfaren fugleholder, hvis du er i tvivl om, hvilket foder dine fugle skal have for at trives og få den rigtige ernæring.

Fuglene skal naturligvis altid have adgang til:

Rent drikke- og badevand - hver for sig - og hver dag!





Bure og volierer
Som bundlag i bure og volierer kan følgende anvendes:

• Groft, tørt sand (kan give problemer for allergikere)

Grus (at foretrække fremfor sand)

Jord

Græstørv

Bølgepap

Avispapir (til frugt- og insektædende fugle)



Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte den lokale fugleforening, hvis du har spørgsmål i forbindelse med indretningen af bure og volierer.

Fugle, der lever under beskyttede forhold, har vi taget ansvaret for og dermed fået pligt til at give optimale livsbetingelser, bl.a. har størrelsen af bure og volierer stor betydning. LDF anbefaler, at buret, fuglene skal opholde sig i, tilpasses den enkelte fugleart. De skal dagligt have mulighed for at komme ud af buret og røre sig. Hvis man ikke dagligt har tæt kontakt med en enkeltsiddende fugl, bør man altid holde fugle parvis, da de er meget sociale.

Brug aldrig runde bure!

Volieren, fuglene skal opholde sig i, bør være så stor som overhovedet mulig. De små tropefugle bør have en tilplantet voliere.

Fælles for alt voliere-byggeri er, at fugle har læ og en rimelig beskyttelse mod regn. Det anbefales at der bygges et hus i tilknytning til volieren, eller at den bygges op ad en bestående bygning, f.eks. garage eller lignende.

For at der ikke senere skal opstå problemer, tilrådes det at spørge de lokale byggemyndigheder inden et byggeri startes. Gælder dog ikke indendørs-volierer.

Bure og volierer skal naturligvis udstyres med egnede siddepinde til fuglene, og her anbefales det at bruge naturgrene, men vær sikker på, at de ikke er sprøjtede. Brugen af metalrør, plastikrør eller bambuspinde må på det bestemteste frarådes.




Indkøb af fugle
Når man skal anskaffe sig fugle til opdræt, kan det ske ved henvendelse til den lokale fugleforening, eller til en dyre- eller fuglehandler.

Anskaf så vidt muligt dansk opdrættede fugle (de er vant til det danske klima) og vær derigennem med til at bevare fuglene i naturen.

Anskaffelse af fugle må aldrig blive til impulskøb!

Derfor er det vigtigt, at man inden købet skaffer sig oplysninger om de fugle, man kunne tænke sig at anskaffe. Der findes mange bøger på markedet, som fortæller om de enkelte arters foderbehov og om indretningen af volierer, ligesom arternes "sværhedsgrad" under beskyttede forhold bliver berørt.

Ved køb af fugle skal man være opmærksom på

at fuglene ser raske ud, kig bl.a. efter glansfulde øjne,
at de ikke sidder og trykker sig på pinden i buret,
at de er livlige og har ren og pæn fjerdragt,
at de ikke er snavsede ved gattet,
at der ikke gives medicin til fuglene og
at hjemtransporten kan foregå i rene kasser og så hurtigt som muligt.
Husk at købe lidt af det foder med hjem, som fuglene har været vant til at få; det vil lette tilvænningen til de nye forhold.

Du ønskes held og lykke med dine fugle og kommende opdræt, og skulle det ikke lykkes første gang, så hav tålmodighed, så lykkes det sikkert næste gang.

Kommende arrangementer

Billede

Haslev Fuglevenner

Tirsdag 7. november.

Præmieaften med spisning og bankospil.

Tilmelding til
Formand Henri Hansen
senest fredag d. 3. nov.





Vinder af udstillingens bedste nummer 2017 - Blåhovedet Pionus

Besøgstæller

Besøg siden den: 14-02-2015
Total: 073391
Dagligt: 74

1 online